KODEN ER FORKERT. PRØV IGEN, ELLER KONTAKT
DEF@DEF.DK FOR MERE INFO
> LOG IND
Kongresnyt
Tilbage

Der er guld i afdelingernes kontorer

Selskabet for Arbejderhistorie fik en af forbundets kulturpriser og opfordrer fagbevægelsen til at passe på det historiske guld

Hb181030defkon1dag33

- Det er en ære og en opmuntring. I bestyrelsen kunne vi næsten ikke få armene ned, da vi fik beskeden. 

Sådan konstaterede en glad historiker og journalist Mads Bruun Pedersen, da han på vegne af Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH) modtog Dansk El-Forbunds kulturpris på 50.000 kroner.

Opmuntringen til området er også tiltrængt. Helt aktuelt vil besparelser på Nationalmuseet koste livet for afdelingen i Brede for industri- og arbejderhistorie. Både forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen og Mads Bruun Pedersen nævnte dette som eksempel på, at tendensen i tiden er, at arbejdernes historie bliver nedprioriteret.

Så meget desto vigtigere er det, at initiativer som SFAH har mulighed for at fortsætte arbejdet. Prisen gik netop til SFAH for den årelange indsats – selskabet blev stiftet i 1970 – med at dokumentere og formidle arbejderbevægelsens historie. 

Mads Bruun Pedersen fortalte, at denne indsats bygger på frivilligt arbejde, og at der ikke er mange midler at gøre godt med. I den forbindelse takkede han forbundets afdeling i København, der har leveret en god hjælp med opbakning og lokaler mv. Og så havde han en opfordring til kongressens delegerede: 

- En afgørende forudsætning for vores arbejde er kilder. Og I sidder på guld rundt om i afdelingerne: Arkivmateriale, beretninger, blade og alt, der dokumenterer det arbejde, der foregår i dag i fagbevægelsen. Tag en snak i afdelinger og bestyrelser og lav så retningslinjer for bevarelsen af kilder. Det er så uhørt vigtigt for den fremtidige dokumentation og historieskrivning.